Her har vi en farverig børnebog, hvis fortælling delvis bygger på historiske personer og virkelige begivenheder, der fandt sted i Queensland, Australien 1869. Bogen er andet bind i Hammer-krøniken, men bøgerne kan læses uafhængige af hinanden. Historien fortælles af den 13-årige Zac. Hammer, der sammen med hans velhavende mors kompagnon Oldie Nilsen og hans lillesøster på 12 år foretager en dramatisk rejse nordpå til Zacs far, der er mineraljæger. De rejser til hest og med skib. Allerede den første dag hjælper de overfaldne diligencepassagerer, og de møder der og bogen igennem mange mærkelige og skumle eksistenser, som beskrives udmærket. Bl. a. den gode røver, som Oldie overtaler til at lade være med at røve, den skindøde dansepige og bedemanden, der slutter sig til de onde røvere. Det er en historie, hvor fantasien får spillerum, utrolige ting sker, og alt ender godt. På mig virker den ind imellem ret konstrueret. Sproget er let at gå til, og forfatteren krydrer med vendinger som "Du må have spist kaviar". Let underholdning for 5., 6. og 7. klasse.