Kirstine Brøndum, der skrev romanen Solen mellem tyrens horn, 1996 om Carl Nielsen og hans hustru, bor nu i Tromsø, men er født i Himmerland. Fra Jensens Himmerlandshistorier har hun hentet den vanskabte original Tordenkalven og gjort ham til hovedperson i denne nye roman. Han fortæller i korte sætninger om sit omflakkende liv på heden med stor sans for dens natur og med en stor og umættet lyst til en kvinde, der ikke flygter for ham. Han oplever meget i de skiftende årstider, bl.a. skibsforlis, hedebrand, ægtefæller, der er ved at myrde hinanden, og det er beskrevet i et stærkt og billedrigt sprog. Jeg synes, at Tordenkalven står distancen i jegfortællingens mange afsnit og godt kan måle sig med Jensens korte beskrivelse af ham set udefra. En interessant bog med et godt omslag.