Fra de mange tidligere bøger af Tricia Guild ved vi, at hun bruger et væld af farver i sin boligindretning, blander gammelt med nyt, sækkelærred med silke, træ, sten og metal side om side med kunsthåndværk og maler med både skrappe farver og pasteller, alt sammen sat sammen på ny og overraskende måde. Hun har altid været fascineret af byen, dens arkitektur, kultur og dynamik, og i denne meget flotte bog viser hun, hvordan man kan indrette sig og skabe sit eget personlige rum i forskellige boligformer, for eks. i arbejderboligen, i enfamilehuset og i kvistlejligheden. Det er hendes eget hjem i London, hun viser frem og desuden andre byboliger, som hun har været med til at indrette eller inspireret til i London, New York og Paris. Det allervæsentligste i bogen er de mange fotos, som viser et væld af detaljer fra de forskellige boliger, teksten er skrevet som et essay, som supplerer billederne. Bogen i sig selv er et udmærket eksempel på Tricia Guilds specielle design og æstetik, her er brugt både glittet papir og karduspapir, og der er små sort-hvide fotos blandt de store og overdådige farvebilleder. Det er en rigtig flot "coffee-table-book" til fordybelse og inspiration.