Ren "fag-fornøjelse" kunne man kalde de stærkt underholdende bladre-fagbøger i serien med titelbegyndelsen "Tro det eller ej", som formidler sære, tankevækkende mærkværdigheder fra historien. Bøgerne vil fornøje og forundre læsere fra 11-12-års alderen. Bøgernes ret vilde opsætning og de bemærkelsesværdige billeder skal nok få bøgerne ud i hænderne på læserne helt af sig selv.
De to bøger fortæller om hver deres tema gennem historien. Den ene om modens og den anden om medicinens historie. Begge behandler opsigtsvækkende fænomener, der på én og samme gang henrykker og fortæller om markante historiske og kulturelle forhold. Bogen om plateausko er den skøreste med tværgående afsnit om gebisser, brystholdere og hvepsetaljer og andre pudsige nedslag i modens historie. Den om edderkoppespind er noget mere alvorlig med afsnit om penicillin, bakterier og pasteurisering, men også her gives der god plads til farvestrålende indslag om fx kvaksalveri og elektriske korsetter. Sjove, bemærkelsesværdige illustrationer og korte, effektive tekster sørger for at fastholde læseren.
Der findes en lang række stærkt fascinerende bøger med "skæv tilgang" til faglige temaer. Eksempelvis findes mange farvestrålende fagbøger om sære og uhyggelige skabninger fra naturens verden. Også den lange række af rekordbøger kan nævnes i denne sammenhæng.
Absolut underholdende bladre-fagbøger med en vis undervisningsmæssig relevans. I genren af kulørte og underholdende fagbøger hører serien her til blandt de absolut bedste. Underholdende samtidig med god lærdom.