Bøger / faglitteratur til børn

Egypten - det arabiske centrum


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Erik Damskier

2006

Som et bind i serien Aktuel historie kommer her en bog om Egyptens position i dagens verdensbillede. Først får vi præsenteret et rids af de politiske og økonomiske forhold i dagens Egypten og nogle nedslag i menigmands levevilkår. Derefter 4 kapitler af historien, storhedstiden i oldtiden, Nassers år ved magten, Sadats periode og årene fra 1981 til i dag under præsident Mubarak. Til sidst 2 kapitler om terrorismens rolle og dens udspring i det i 1920'erne oprettede Muslimske Broderskab samt om islams rolle i dagens Egypten og i verden. Afsnittet om dagliglivet er anekdoteagtigt og består mest af begrænsede nedslag i især forholdene i Cairo. Oplysninger om oldtidens Egypten findes bedre i mange andre bøger. Bogens hovedvægt ligger på tiden fra Nasser og hans officerskammerater overtog magten i 1952 og frem til i dag. Disse afsnit beskriver fint problemerne med at regere et land med så mange mennesker og så få resurser. Vi får god besked om dansen på knivsæggen mellem ønsket om demokrati og virkelighedens ovenfra styrede magtudøvelse, mellem retorik og realiteter. Illustrationerne er næsten udelukkende fotografier, der ikke føjer nye oplysninger til teksten. Som de andre bøger i serien henvender bogen sig til de ældste elever i skolen fra 8. kl. og opefter til historieundervisningen, men også voksne læsere vil kunne bruge bogen som en indføring i Mellemøstens problemer.



Informationer og udgaver