Bogen har undertitlen "Tre historier fra kulturkampens arena". Det er dens ærinde at belyse nogle af fortidens samfundskulturelle forandringer og sætte dem i relation til den aktuelle debat om opdragelse, læring og dannelse. Forfatteren gennemgår meget nøje tre opgør i tiden efter anden verdenskrig: C.C. Kragh-Müllers forandring af dagarbejdsskolen i København, Københavns kommunes afskaffelse af revselsesretten samt reformpædagogernes såkaldte Emdrupplan. Fælles for de tre historier er, at de repræsenterer opgør med en fortidig, stivnet kultur - opgør som var hårde både for deltagerne og samfundet som helhed, men også opgør som var temmelig succesfulde. Bogen dokumenterer på fornem vis de tre historier, og der tilføjes ind imellem samtidigt billedmateriale i form af fotos og tegninger. Efter hver historie konkluderer og perspektiverer forfatteren. Bogen har relevans for phd.- og andre studerende, men den vil næppe finde anvendelse i det almindelige lærerbibliotek. Den rummer omfattende indholdsfortegnelse, litteraturliste, personregister samt noteafsnit.