En spændende og velskrevet beretning som tegner et afrundet billede af en personlighed. Erling Foss er måske ikke så kendt i dag, men spillede en stor rolle under og tiden efter besættelsen. Det var især som modstandsmand og som debattør. Som søn af den fremtrædende forretningsmand Alexander Foss var han født ind i det højere borgerskab. Opdragelsen var præget af gamle konservative dyder, som han holdt fast ved hele livet. Han blev civilingeniør og tidligt ansat i F.L. Smidth som faderen var medejer af. Efter et større opgør trådte han i 1924 ud af firmaet og startede for sig selv. Gennem sine mange personlige forbindelser kom han tidligt ind i modstandsarbejdet under besættelsen. Fra efteråret 1941 sendte han rapporter via Stockholm til London, og i september 1943 blev han medlem af Frihedsrådet. Efter krigen genoptog han sine forretninger og deltog samtidig meget aktivt i den politiske debat. Forfatteren er historiker med en stor produktion bag sig. Bogen henvender sig især til de mange lånere med interesse for besættelsestiden, men vil også interessere en bredere kreds af biografilæsere. Der er gode sort/hvide fotos, samt register.