Denne bog om en af de mest omtalte retssager i Danmark i 2009 om Camilla Broe, som var anklaget for at have smuglet ecstasy-piller til USA, henvender sig til læsere, der kan lide at læse om kriminalitet, om sager fra virkelighedens verden, og til dem, som har fulgt sagen i medierne.
Carsten Norton er journalist ved Ekstra Bladet, og som sådan har han fulgt retssagen mod Camilla Broe. Han har interviewet Camilla Broe, hendes familie, veninder, kæreste og mange af de advokater, som har været inddraget i sagen både i USA og Danmark. I kronologisk form fortæller han om Camilla Broes opvækst, om hendes rejse til Florida, om mødet med Fernando Tonelli, som senere er blevet dømt for narkosmugling, om bruddet med ham, om hendes tilbagevenden til Danmark, hvor hun lever sammen med sin datter, alt imens retssagen mod hende langsomt bygges op. I september 2009 udleveres hun som den første dansker til retsforfølgelse i USA. Carsten Norton fortæller minutiøst om sagen, og han lader parter fra begge sider komme til orde. I bogen indrømmer Camilla Broe at hun har været med til at smugle piller til USA, men om hun er skyldig eller ej, er ikke det, bogen handler om. Temaet er mere hele forløbet af sagen.
I de senere år er kommet mange bøger om mennesker, som har været indblandet i kriminalitet : Stein Bagger, Peter Brixtofte, Brian Sandberg og Jønke.
Sagens store mediebevågenhed vil uden tvivl give efterspørgsel. Om bogen bringer nyt i forhold til, hvad der ellers er kommet frem i medierne, skal jeg ikke kunne sige.