En ulan er en polsk ryttersoldat, der med lansen i hånd er klar til at gå til angreb på enhver fjende. En sådan person var Victor Andreasen. Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade har skrevet en omfangsrig bog om sit store forbillede, som var en ener på mange områder, og som i den grad var sig det bevidst. Bogen er en kronologisk beskrivelse af V.A.'s liv fra barndommen i Silkeborg til hans død i 2000. Han var en ekstraordinær begavelse og i næsten konstant strid med alt og alle, og bogen her skal nok også skabe debat. Han genskabte Ekstra Bladet og gjorde den til landets største avis, og hans ægteskab med Tove Ditlevsen, fyldt med drama og dæmoni, gjorde ikke hans person mindre interessant. Det er blevet til en fyldig og velskrevet biografi, som primært bygger på samtaler med mennesker, der var tæt på V.A, diverse breve og artikler fra V.A. samt selvfølgelig Gades eget kendskab til V.A. Om end en anelse lang er det godt der nu foreligger en grundig biografi om en stor dansk personlighed.