Er man ny i klassen og ser anderledes ud, bliver man tit mobbet eller holdt udenfor. Men hvis en enkelt bryder mønsteret og leger med den nye, er der håb. Ergo: Hjælp den, der bliver mobbet. Det nytter. Dette er en billedbog med et meget tydeligt budskab. Den er velegnet som udgangspunkt for en snak om mobning med børnehavens ældste og skolens yngste børn. Viktor, den nye elev, er faktisk en varulv. Han er behåret overalt og møder op i skolen blandt menneskebørn uden at have sko på. Hans kultur er også anderledes. Han spiser blodpølse og hyler mod månen. Denne maskerede form, hvor hovedpersonen ikke er et menneske, vil bevirke, at ingen af tilhørerne vil føle sig rigtig ramt. Viktor ligner jo ikke nogen af dem. Teksten er kort og let forståelig. Illustrationerne er sorte tuschtegninger farvelagt med vandfarver i dæmpede nuancer på en lys eller hvid baggrund. Billederne passer fint til teksten. Bogens format gør, at den umiddelbart ligner en letlæsningsbog, men der er primært tale om en billedbog til højtlæsning for de 5-8 årige. Måns Gahrton og Johan Unenge er bl.a. kendt for billedbøger som Rune og Julie klæder sig ud.