For alle der interesserer sig i dybden for arbejderbeskyttelse fra 1800-tallet og frem til i dag. Et stort værk der kræver sin læser.
Vi får her historien om arbejderbeskyttelse gennem 150 år. Bogen er udgivet i samarbejde med Arbejdstilsynet, og den beskriver emnet grundigt lige fra den første Fabrikslov i 1873 over begreber som fabriksinspektører, Bedriftssundhedstjenester og Arbejdstilsynets op- og nedgange, alt efter skiftende regeringer og konjunkturer. Forfatteren er historiker, ansat ved CBS og har tidligere udgivet biografier om Aksel Larsen og Aleksander Foss, samt bogen Ve og velfærd, 2007 om det danske sundhedsvæsens historie.
I Dansk velfærdshistorie, bind 1, 2010, der dækker perioden fra 1536-1898 og følges af flere bind, får vi historien om den socialpolitiske lovgivning i kølvandet på urbaniseringen. Knud Knudsen har skrevet Dansk fagbevægelses historie frem til 1950, 2011. Om industriens historie har vi det store værk Dansk industri efter 1870, 1988-2008. Alle disse værker berører også emnet her, men ingen af dem går rigtig i dybden med denne vinkel.
Et meget stort, omfattende og grundigt værk, der er selve historien om arbejderbeskyttelsen i Danmark fra industrialiseringen og frem til i dag. En nødvendighed for folk der rigtig vil gå i dybden med emnet.