Indholdet i Nazim Hikmets digte udspringer ofte af digterens situation som kommunist i et ikke-kommunistisk land. Men flertallet af digtene rummer eksistentielle erkendelser, som rækker langt ud over tid og rum.
Den tyrkiske digter Nazim Hikmet (1902-1963) er tidligere præsenteret på dansk med en delvis selvbiografisk roman og to digtudvalg fra 1974 og 1982. Den nye digtsamling bygger i høj grad på indholdet i de to tidligere samlinger, men en række af digtene fremtræder her i en let ændret udgave og i delvis nye oversættelser ved Murat Alpar og Erik Stinus. Digtene præsenteres i kronologisk orden, hvilket betyder, at man via teksterne følger Hikmets liv med dets talrige fængselsophold i forskellige tyrkiske fængsler. Digtene rummer både politiske hyldester til landet og folket, men også poetiske kærlighedserklæringer til den elskede og til livet selv. "Fornyelsens under, elskede,/ er gentagelsen aldrig gentaget".
Hikmet fornyede den tyrkiske poesi, bl.a. via introduktionen af frie, urimede vers og via et enkelt dagligdags sprog. Mange af hans digte, især de senere, forekommer forbløffende nutidige.
Vente breve, synge, holde sig vågen var nogle af de aktiviteter, Nazim Hikmet fik de mange år i fængslerne til at gå med. Frem for noget var det dog digtningen, der gav Hikmets liv mening og retning, som han også selv er inde på i en række af digtene: "ikke at man er fange men hvordan/ man undgår at gi fortabt, det er sagen!".