Madagaskar har i meget lang tid været en vigtig missionsmark, ikke bare for danske, men også for engelske, amerikanske og norske missionssamfund. Den danske mission tager også et samfundsøkonomisk ansvar på sig, idet man lægger vægt på at undervise i fornuftig landbrugsdrift samtidig med evangeliseringen. Bogens sidste halvdel er den bedste, fordi forfatteren her skildrer de aktuelle samfundsforhold, som kirkens arbejdsområder er underlagt. Det giver en vigtig forståelse af dagligdagens udfordringer. F.eks. er det vigtigt at høre om det såkaldte forældrebegreb, der ikke så meget omhandler elementære forældre, men åndelige eller politiske autoriteter (som f.eks. præsten eller missionæren), der respekteres over alt på jorden. Ligeledes er der en glimrende indføring i Madagaskars seneste turbulente historie, hvor kirken har spillet en central rolle som fredsskaber. I de seneste år er truslen fra islam blevet en faktor, som missionærerne skal forholde sig til. Den indledende historiske oversigt vil mest interessere kirkelige kredse i Danmark, der har kontakt med de udsendte missionærer. Læseren får et godt indtryk af, hvor svært det er at trænge igennem med sit budskab, og hvor man så alligevel glæder sig over de små fremskridt hele tiden.