Bogen er selvskrevet til den israelske forfatters læsere, men det er også en bog til de læsere, som vil give sig i kast med et lille eksperiment, en drilsk bog, hvor det er svært at skelne virkelighed fra fantasi, og hvor de store spørgsmål om livet og døden og om kærlighedens væsen bliver taget op.
Et af Amos Oz' hovedværker er erindringsværket En fortælling om kærlighed og mørke fra 2005. Vers om livet og døden er i en helt anden boldgade. Det er en lille charmerende fortælling om en forfatter, som er på vej til et arrangement, hvor han skal møde sine læsere. Han har egentlig ikke lyst, han ved, hvad han vil blive spurgt om, så inden mødet sætter han sig på en cafe, og her begynder han hurtigt at fantasere om de mennesker, han ser rundt omkring sig. Han digter en historie om dem, det fortsætter han med hele aftenen og det meste af natten med. For os læsere, er det vanskeligt af finde ud af, hvad der er digt og hvad der er virkeligt. Lykkes det ham virkeligt at forføre den unge kvinde, der læste så smukt op af hans sidste roman?.
Jeg kan ikke lige pege på andre lignende romaner om en forfatters forhold til sine romanpersoner, og hvor der på samme måde jongleres mellem virkelighed og fantasi.
Amoz Oz leger med os læsere på en meget charmerende måde. Romanen er meget velskrevet og fyldt med stille humor. Jeg synes, det er lykkedes for forfatteren at få skabt sammenhæng mellem de - måske -opdigtede personer. En lille bog i et stort forfatterskab, men bestemt værd at læse.