Fagteologisk og naturvidenskabelig bog skrevet af medlemmer af KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) med fokus på at forstå Guds to bøger, som ifølge forfatterne er dels Skriften (Bibelen) og naturen. For voksne læsere med interesse i skismaet mellem naturvidenskab og teologi.
Bog skrevet af tre teologer og tre naturvidenskabsfolk med et ønske om at belyse perspektiver på skabelse og naturvidenskab. Bogen præsenterer tre forskellige standpunkter på forholdet mellem skabelse og naturvidenskab: 1) Ungjordskreationisme, 2) Gammeljordskreationisme og 3) Evolutionær skabelse. Hver af de tre emner behandles på den måde, at en af teologerne beskriver emnet ud fra den teologiske vinkel, han står for. Denne beskrivelse efterfølges af kritik fra de to andre teologer og til sidst følger den naturvidenskabelige vinkel fra en af naturvidenskabfolkene med efterfølgende kritik fra de to andre. Efter kritikken får både teolog og videnskabmanden ordet igen og svarer på kritikken.
Bogen er meget oplysende og viser hvor forskelligt videnskabsfolk og teologer ser på verdens skabelse - også internt i begge faggrupper. Alle bidragsydere til denne bog er enige om, at jorden er skabt af Gud, og Bibelen læses overvejende bogstaveligt af de fleste af forfatterne. Bogen kræver megen viden både om naturvidenskab og teologi.
Dette historiske værk omhandler også naturvidenskab og teologi: Naturerkendelse og theologi i historisk belysning.