Vikingeskattens vogtere

Vikingeskattens hemmelighed fra 1992 og Vikingeskattens forbandelse fra 1993 var de, mente jeg, eneste i serien, men her kommer så sidste del, som efter forordet at dømme er skrevet på opfordring. Handlingen i denne klassiske drengebog er henlagt til Bergen i 1927-28, og i de første kapitler får man et resume, så bogen kan læses uafhængig af de øvrige. Den i Afrika fundne vikingeskatkiste opbevares på det Historiske Museum. En nat bryder en fremmed ind for at stjæle kisten, men det lykkes ikke og der sker noget meget underligt med ham. Hovedpersonerne: Onkel Johs, datteren Svanhild og nevøen Knut, begge omkring de 14 år udsættes for indbrud, overfald, bortførelse m.m. Internationale skattejægere, kendt fra serien første to bind dukker op, og i alles kamp mod alle løses gåden efter en dramatisk jagt i sneen på højfjeldet. Handlingen, der løber over vinterhalvåret, er rimelig sandsynlig, bl.a. med hjælp af god resarch, der afspejles i tids-, person- og miljøskildringerne. Der er ikke dog ikke nær så meget tempo og spænding, som i seriens første to bind og de mange dialoger, tanker og halvvidenskablige forklaringer kræver opmærksomme læsere blandt de 12-14 årige drenge, der først på de sidste ca. 50 sider får spænding og dramatik. Bogen er til uforpligtende underholdning, men vil nok ikke leve op til alle de forventninger, som læsere af de første bind vil stille.

Read the full assessment

Som forudset i lektørudtalelsen til bd.2 Vikingeskattens forbandelse (93/21) kom der et 3. bind med afslutningen på den eventyrlige historie. I bind 1 blev vikingeskatten lokaliseret i Afrika, i bind 2 blev den fragtet tilbage til Norge, mens læserne her i sidste bind får at vide, hvad skatten var, og den returneres til sine rette ejere. Nye læsere kan godt begynde med bd.3, men det vil være en bedre mulighed at læse de 2 første og så evt. stoppe der. Tiden er stadig 1927, og miljø- og tidsskildringen er klar og grundig, så læserne er helt med fra starten. De hjælpes også ind i handlingen af et indledende kapitel om forhistorien. Historien er stadig fortalt i samme stil som Tintin, Indiana Jones, Gredsted-bøger og gamle film - et godt og klassisk mix, men form alene gør det ikke. Der er ikke samme intense spænding og fortællemæssige drive i bogen, der virker som om, den er skrevet for at få en ende på historien og ikke for at gøre den færdig på samme niveau som de første bind. Bogen kammer helt over i slutscenen, hvor vikingeskatten viser sig at være rumvæseners gennem flere tusinde år forsvundne energikilde.

Read the full assessment