Fortrinlig roman af den italienske succesforfatter om en ung piges opvækst og identitetskrise på vej mod voksenlivet. For læsere af psykologiske udviklingsromaner med fokus på pigeliv.
Italienske Elena Ferrante slog igennem med Min geniale veninde. Bogen her tager også afsæt i en ung pige fra Napoli, Giovanna, kaldet Gianni. Hun oplever den store skuffelse, at hendes milde, intellektuelle far, André, som hun elsker og respekterer højt, har haft et årelangt forhold til sin bedste vens smukke kone Costanza. Forældrene skilles og Gianni bliver hos moren, der fyldes med en blanding af bitterhed og længsel efter den mand, der har forladt dem. Gianni fyldes med lede og reagerer med at svigte sine studier og dyrke et ydre udfordrende liv. Gianni opsøger i trods familiens forhadte faster, den religiøst forbitrede Victoria, som hun (måske) ligner, og Gianni beslutter at finde nye veje for sig selv og sin fremtid.
Romanen er som EFs fremragende forgængere fortalt med en enestående forståelse for og indsigt i en ung piges liv, tanker og psykologi. Styrken ligger dels i forfatterens vedholdende fokus på den komplekse Giannis udfoldelse af sine følelser i forhold til forældrenes og familiens gerninger og dels de fortællemæssige greb, der også omfatter et armbånd, der cirkulerer blandt kvinderne i takt med magtforholdenes skiften.
Kan sammenlignes med EFs øvrige romaner. Et andet godt bud er den franske Laure ved verdens ende.