Endnu et bind i forlagsserien Naturens verden, der tidligere har bragt bind om andre landes dyr til vands, lands og i luften. I helt samme stil følger her en bog om de tre slags zebraer i Afrika. Da det er længe siden, der er kommet en bog specielt om zebraer, og da bogens og seriens indhold er mere omfattende end så mange andre forlagsserier om dyr, er det en bog med gode anvendelsesmuligheder for både almindeligt dyreinteresserede og opgaveskrivere fra 10 år og frem til overbygningen. Alle aspekter af zebraernes liv og biologi søges dækket i 7 hovedkapitler - zebraen, fødsel, overlevelse, voksen, yngletid, trusler, en zebras liv - der rummer tekstinformationer på godt halvdelen af arealet og fine farvefotos på resten. Seneste bog på dansk, Margot Jensen: Zebraer fra 1986, er mht. udseendet noget bedaget og rummer ikke så mange informationer, men er til gengæld læsepædagogisk bearbejdet.