I slutningen af 1700-tallet vælger kaptajnen på slaveskibet Zong, at smide 130 afrikanske slaver i vandet til druknedøden, for så at kunne kræve forsikringspengene for lasten. Den grusomme historie er her fortalt i et eksperimenterende langdigt. Til den erfarne lyriklæser, som har mod på eksperimenter.
Med udgangspunkt i en virkelig historie fra 1781, har den canadiske digter, skabt et langdigt, fyldt med sange, skrig, eder, rytmiske opremsninger og retsprotokoller, sat op i et mylder af typografiske variationer. Digtet kan minde om en musikalsk komposition, med kontrapunkter, gentagelser og elegisk messen. Lastet med 470 slaver var skibet sat afsted fra Afrikas vestkyst mod Jamaica, med lasten fuldt forsikret. Men pga. en navigationsfejl bliver de 4 måneder forsinket, løber tør for vand, og pådrager sig sygdomme. Lasten er i fare, men ifølge forsikringspolicen, er det ejerens ansvar hvis slaverne dør om bord, men assurandørens tab, hvis lasten går til i havet. 130 mennesker smides i havet og dør. En efterfølgende retssag giver kaptajnen medhold.
Det er krævende læsning, og man læser, historien taget i betragtning, med en klump i halsen og med forhøjet puls, der tilskyndes af de abrupte, flossede, opløste tekster. Hvert eneste del-digt i digtet, er sat op på en ny typografisk måde, så man hele tiden skal vænne sig til en ny læsemåde. Det er kaotisk og absurd læsning, men mesterligt sat op.
Historien om slaveskibet Zong genfindes i romanen Genfærdenes bog.