Der er over dette bind debutdigte på én gang noget imponerende selv-sikkert og noget risikabelt uafklaret. Helge Krarups tematiske beskrivelse af byernes og den moderne tids elendighed,fremmedgørelse og ensomhed kommer således hele vejen rundt og kædes logisk sammen af nogle kærlighedsdigte, hvori de positive følelser tildeles rollen som en art trodshandlinger elleroverlevelsesmanøvrer. Sprog og billeder er opfindsomt skruet sammen, men med en let hang til det manierede, søgte, der for mig antyder noget i retning af, at det bogunivers, der beskrives i Krarupsbog ikke er hans eget, men et tænkt tids- og omverdensbillede, der på sin vis forholder sig mere til 80'ernes horror-poesi end til Krarups egne tanker og oplevelser. Og i lyset heraf virker en delaf bogens mange aprupte associations- og billedspring som effektjageri på mig. Andre kan mene noget andet, og i hvert fald er bogen så stilsikkert affattet at lyrikinvesterende biblioteker roligtkan lægge an til køb på denne titelogså.