Musik / evergreen

Kisses on the bottom


Anmeldelser (5)


Gaffa [online]

d. 6. feb. 2012

af

af

Henrik Friis

d. 6. feb. 2012

"Det er ikke revolutionerende omfortolkninger. Slet ikke. Tempoet trækkes højest ned i et par numre. Men det er varmt og rart. Diana Krall og hendes band er de gennemgående støtter i de let jazzede, akustiske arrangementer, som smager dejligt af gyngende træ, whiskers og muntert tøffende swing - eller lægger sig på en bund af Nat King Cole-inspirerede melankolske strygerarrangementer i balladerne".


Politiken

d. 8. feb. 2012

af

af

Erik Jensen

d. 8. feb. 2012

"Mange steder kan man faktisk dårligt høre, at det er den gamle charmør, som synger, og det er en skam. Vokalen er anonym og meget langt fra den croonerstil, disse sange skriger på. En munter fløjten over hækken fra morfar McCartney kan ikke gøre det ud for den jernnæve i silkehandsken, salig Frank Sinatra slog med sin vokal".


Berlingske tidende

d. 5. feb. 2012

af

af

Kjeld Frandsen

d. 5. feb. 2012

"I det hele taget er romantik et nøgleord for denne udgivelse, og en medvirkende faktor er, at alle sangene er holdt lidt længere nede i tempo, end man umiddelbart forventer, hvilket bevirker, at musikken swinger på en helt særlig, blid og betagende vis. I den proces har Diana Krall, hendes håndgangne mænd og gæstesolister bestemt også deres andel, idet stort set alt akkompagnement og solospil ejer en højere enhed af luftighed og liflighed".


B.T.

d. 6. feb. 2012

af

af

Henning Høeg

d. 6. feb. 2012

"Smagfuldt backet op af Diane Kralls fantastiske jazzband, kan man således høre hvert et åndedrag, når Paul lægger alle følelserne i mesterværker som ' Only a Paper Moon' og ' The Glory Of Love'. Og herligt overraskende lægger McCartneys egen ( og helt nye) ' My Valentine' sig i smuk forlængelse af de gamle sange".


Jyllands-posten

d. 4. feb. 2012

af

af

Jakob Lambertsen

d. 4. feb. 2012

"Eksbeatlen er en vanvittigt dygtig musiker og perfektionist, men han er ikke nogen Nat King Cole, Peggy Lee eller Nina Simone. Her lyder han knap som sig selv.Man gribes tilmed under lytningen af "Kisses On The Bottom" i at sukke efter Bryan Ferry, der i 1999 virkeliggjorde et lignende projekt under titlen "As Time Goes By" - hvor passionen var prioriteret højere end perfektionen, og hvor det ikke var så ulideligt tæt på easy listening som hér".