Bøger / skønlitteratur til børn

"Jeg vil ikke på hospitalet!" skreg prinsessen


Beskrivelse


Billedbog. Den lille prinsesse skal på hospitalet og gemmer sig. Men hun bliver fundet og indlagt. Bagefter vil hun på hospitalet igen, for der blev hun behandlet som en rigtig prinsesse.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. feb. 2000

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 25. feb. 2000

Tony Ross behøver vist ikke nærmere præsentation. Den engelske tegner har denne gang forladt sine karakteristiske oliekridt til fordel for enkle konturstreger og tyndtflydende akvarel. Ligeså sikkert og effektfuldt, som hans charmerende billeder plejer at være er de i denne lille historie, som Ross selv har forfattet. Billedbogen handler om at skulle på hospitalet – noget som de færreste småbørn bryder sig om at tænke på. I historien her optræder pigen som en vaskeægte lille prinsesse, og heller ikke prinsesser kan selv vælge, om de skal på hospitalet eller ej. Alle omkring pigen prøver at overtale hende til at følge frivilligt med. De lokker med slik og søde ord, men forgæves. Prinsessen gemmer sig og må til sidst bindes fast i en klapvogn og tvinges med. Pointen er selvfølgelig, at der slet ikke er så slemt på hospitalet, når det kommer til stykket. Faktisk bliver man der behandlet som en rigtig prinsesse. Den søde og underfundige historie henvender sig til børn i 3-6-årsalderen. Bogen er et glimrende oplæg til samtale om dette at skulle noget, som man ikke har lyst til. Og børnehavebørn vil ikke have nogen vanskeligheder ved at forstå eventyr-billedet i den ellers ganske nutidige historie.


Bibliotekernes vurdering

d. 25. feb. 2000

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 25. feb. 2000

I denne nye billedbog af Tony Ross i "serien" om den lille prinsesse skal prinsessen på hospitalet, fordi hun har fået en knop på næsen. Alle ved hoffet forsøger at forklare, at det er et rart hospital, men prinsessen gemmer sig, fordi hun ikke vil indlægges. Til slut bliver hun dog fundet af kongen og sendt på sygehuset, og hun får næseknoppen ordnet. Vel tilbage på slottet forlanger prinsessen nu at få sine mandler fjernet, så hun kan komme på hospitalet igen: For der bliver hun nemlig "behandlet som en rigtig prinsesse!" Som i de tidligere ligeledes kvadratiske billedbøger om prinsessen er teksten også her indskrænket til enkle replikker sat med store typer under det enkelte billede. Også de farvelagte akvareltegninger er i samme sprælske og karikerede stil som i de tidligere bøger. De er fulde af sjove og absurde detaljer, som er med til at bibringe den enkle historie humor og charme, og som får bogens opdragende budskab til at glide lettere ned. Bogen forholder sig ikke som så mange andre billedbøger konkret til, hvad der foregår på hospitalet (som f.eks. Kasper kommer på hospitalet (1996)), men handler mere om selve det at skulle af sted til samme. For billedbogslæsere fra ca. 3 år.


Berlingske tidende

d. 3. juni 2000

af

af

Eva Glistrup

d. 3. juni 2000