Bogen viser, at der findes mangfoldige måder, hvorpå man kan gøre sin tilværelse mindre anspændt. 1001 har forfatteren udvalgt, sikkert fordi der er magi i tallet. Det kan være at få startet dagen på den rigtige måde, rydde op på sit skrivebord hver aften, drikke mindre kaffe, tegne krusseduller til musik etc. Hvad man end foretager sig eller ikke foretager sig, er væren mere vigtig end gøren - i afstressningsøjemed. Bogen er en samling af alskens afslapningsforslag grupperet i emneområder som: morgen, stresshåndtering, positive forandringer, kroppen, hjemmet, arbejde etc. Tilgangen er spirituel i bred forstand. Men alt sammen er set før i andre og ofte mere dybtgående sammenhænge. Bogen egner sig bedst som fx en lidt anderledes værtindegave. En lille kompakt sag i kvadratformat med søde, hyggelige farveillustrationer.