Denne bog er en lykkelig kombination af et højt fagligt niveau og et levende, formidlende sprog. Det er populærvidenskab, når det er bedst. Opbygning og struktur er fremragende som i førsteforfatterens Nord & syd (96/31): hvert kapitel indledes med en detaljeret kronologisk status. Hovedteksten er engageret, krydret med pudsige, men relevante detaljer, som gør bogen meget læseværdig. Emnesider uddyber grundigt fx våbentyper, uniformer, skandinavisme, tronfølgespørgsmålet, det tyske forbund og Londonkonferencen. De vigtigste militære og politiske aktører får en kort biografisk omtale; man kunne måske have ønsket Napoleon d. 3.'s og Friedrich der Achtes rolle nærmere omtalt, kortene kunne have været lidt mere detaljerede, men det er petitesser. Man tilgiver også gerne det tekstmæssige genbrug fra Nord & syd i beskrivelsen af Stonewallaffæren, for den er lige så relevant i den foreliggende bog. Illustrationerne er overvejende samtidige træsnit og detaljerede tegninger. Der er en god ord- og litteraturliste. Det pointeres i bogen, at 1864 stadig stikker dybt i os alle; så meget desto mere er der grund til, at bogen står på skolebiblioteket. Fra 13 år.