Bred målgruppe. Alle, der arbejder med såvel planlægning som praktisk udførelse af kommunikationsopgaver.
Forfatteren underviser til daglig studerende i kommunikation på Roskilde Universitet. Den litteratur, de læser her, er udelukkende teoretisk med et væld af modeller. Hans drivkraft til at skrive bogen er, at han mener, at de mangler håndgribelige anvisninger i, hvordan de konkret griber kommunikationsopgaverne an. Han kalder derfor også selv sin bog for en brugsbog. Den er bygget op om 29 spørgsmål, som skal drive processen frem. Hvem er målgruppen, hvad er budskabet, hvad er mediet, hvad skal effekten være, hvem er afsender osv. Det kan næsten kaldes en manual til kommunikationsprocessen. Den har en formidlingsform, der bevirker, at den kan anvendes af alle, ligegyldigt hvilket uddannelsesniveau, man befinder sig på.
Det er en 2. udgave af forfatterens 25 spørgsmål - en moderne retorik til planlægning af kommunikation, 1997. Den er fuldstændig nyskrevet, så den gamle udgave bør kasseres. Der findes efterhånden rigtig mange bøger om at skrive, så man bliver læst. Senest er det en bog om kommunikation for folk, der arbejder i de frivillige foreninger: Lund: God kommunikation i foreningen, 2011, andre har fokus på kommunikation fra det offentlige til borgerne.
Lille kort brugsbog for kommunikationsfolk, der gennemgår de forskellige spørgsmål, man bør stille sig selv for at kommunikationen er præcis og målrettet.