"Selv om de fire afsindigt dygtigere jazzmusikere tilføjer nye, moderne, jazzede dimensioner til de oprindelige numre, overgår de altså ikke forlæggene. Derfor kommer albummet til at fremstå som forceret og fortænkt. Mest forløsende er det at høre kvartetten i egne numre - f.eks. i Lars Danielssons ekspressive titelnummer, der både i komposition og forløsning rummer den originalitet, jeg ellers savner på albummet. Eller for den sags skyld i Michael Wollnys åbningsnummer, Polygon, der ligeledes er ekspressivt og originalt".