Oversigtsværk, der henvender sig til alle der er interesseret i besættelsestiden i Danmark.
I bogen, der er baseret på øjenvidneskildringer og beretninger, skildres stemningen i befrielsessommeren 1945 og ikke kun selve den 5. maj. Der indledes med en skildring af kapitulationen på Lüneburger Heide og bogen slutter med retsopgøret. Selve befrielsesdagen får fyldig omtale, og der er mange skildringer af dagligdagen, hvor bl.a. vareknaphed og pengeombytning spillede en rolle. Selvom besættelsen i Danmark forløb relativt fredeligt er der dog dramatiske højdepunkter som bombningen af Rønne og Nexø. Afsluttes med tidslinje, oversigt over befrielsesregeringen samt litteraturliste. Forfatterne er henholdsvis cand.mag. i historie og BA i tysk og nordisk.
Optryk af tidligere udgave med titel Befrielsen : den 5. maj 1945, 2004 også udsendt i en pocketudgave 2008. Andreas Skov har tidligere udsendt Sabotage, 2003, 2006 og Oprør, 2003, 2006. For øjenvidneberetninger se Øjenvidner til besættelsen, 2011.
Bogen er letlæselig og giver en fair skildring af forholdene i befrielsessommeren. Det er et optryk på dårligere papir af tidligere udgave, men med et bedre skriftbillede. I forhold til 2004-udgaven er enkelte billeder udeladt.