Er man til eventyr og dinosaurer, er denne billedbog lige sagen! Man er selv hovedperson og skal finde vej i dinosaurernes verden, mens man løser sjove opgaver. Spændende og idérig bog til oplæsning for børn fra 5 år og selvlæsning til lidt større børn.
Du hedder Anton, er på Palæontologisk Museum og lander pludselig i dinosaurernes verden. Nogle fodspor kan føre dig forskellige steder hen. Hvilken vej, du vælger, er op til dig. Sådan er det hele vejen igennem, hvis man da ikke vælger en vej, hvor eventyret slutter. Så er der mulighed for at starte forfra. På hver side kan man kigge efter 50 Tyrannosaurus Rex, men ellers er opgaverne forskellige på hvert opslag. Man skal fx finde gemmesteder, vikle en dinosaurusunge ud af lianer, springe over sumpområder og finde vej igennem labyrinter. Samme forfatter og illustrator har tidligere udgivet to bøger efter samme skabelon, som foregår på henholdsvis en brandstation og under havet.
Fængende billedbog, hvor man får lidt viden om dinosaurer og en masse underholdning på turen rundt i den vilde verden med faretruende væsener. På bagsiden står, at bogen udvikler den logiske sans og iagttagelsesevnen, stimulerer fantasien og gør læsning spændende. Historien, der foregår frem og tilbage på siderne, hænger fint sammen, og tegningerne understøtter både historien og opgaverne.
Andre opfindsomme findebøger om samme emne er fx Dinosaurernes Ø, hvor man dog ikke selv er hovedpersonen.