Henrik Nordbrandts nye, store digtsamling hentes sit stof fra Middelhavsområdet, først og fremmest italienske byer og græske og tyrkiske landskaber. Digteren befinder sig i »- halvt inde itiden / og halvt udenfor« og ser tidens, d.v.s. den europæiske kulturs blinde kurs mod »afgrunden«: selvforelskelsen i »sit eget skelet«, klynkeriet, afmagten. Oplevelserne af omverdenens opløsningog tilintetgørelse skildres som en proces, han selv er del af. Som modvægt/værn mod virkelighedens absurditet optræder en sort/morbid humor - og skriften: en »sort tale, stammende og hæs«, der ogsåbetoner drømmenes betydning: »At drømme, at lave søvngængerskygger / henover en nøje udvalgt mur / at være den grønne månes skytshelgen. Det er mig«. - Med Erik Skyum-Nielsens ord (fra Modsprogetsproces, 1982) »er udtryk og indhold i den grad smeltet sammen, at digtet fungerer som et sanseorgan, hvori oplevelsen er identisk med sin sproglige formulering«. En væsentlig bog i et afefterkrigstidens vigtigstedanske forfatterskaber.