Musik / rock

A woman a man walked by


Anmeldelser (8)


Gaffa [online]

d. 30. mar. 2009

af

af

Finn P. Madsen

d. 30. mar. 2009

"PJ Harvey har på A Woman A Man Walked By begået teksterne med en skræmmende morbiditet. De mørke stemninger om opløsning og tilintetgørelse smelter sygeligt sammen med musikken på en ganske underholdende måde".


DR musik

2009

af

af

Casper Helweg Christiansen

2009


Berlingske tidende

d. 16. mar. 2009

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 16. mar. 2009

"Kurt Nilsen synes at have fundet sit musikalske ståsted på "Rise To The Occasion" - hvor selveste Willie Nelson giver sit vokale besyv med ... Kurt Nilsen [har] med andre ord lagt god afstand til den glatte og gennemkalkulerede Idols-verden, som gjorde hans navn kendt i hele verden. Det er sådan set godt gået - og sunget".


Politiken

d. 14. apr. 2009

af

af

Kim Skotte

d. 14. apr. 2009

"Et nyt album med PJ Harvey er aldrig en uinteressant begivenhed, men ' A Woman AMan Walked By' lyder på alle måder som en mellemstation. Et af de ikke særlig fantastiske numre hedder ' Passionless, Pointless'. Uden passion? Aldrig! Uden pointe? Tja".


Ekstra bladet

d. 28. mar. 2009

af

af

Henrik Queitsch

d. 28. mar. 2009

"Ujævnt, men konstant fascinerende mellemspil, der ikke giver nogle entydige spor til, hvor Harvey nu er på vej hen. Bortset fra at det med garanti bliver spændende".


Berlingske tidende

d. 27. mar. 2009

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 27. mar. 2009

"Betagende og bevægende sange i en klasse helt for sig".


Information

d. 2. apr. 2009

af

af

Klaus Lynggaard

d. 2. apr. 2009

"Ved at pendle benhårdt fra den ene yderlighed til den anden kommer pladen paradoksalt nok til at fremstå som både uhyre afvekslende og tæt sammenknyttet ... Her er flere af de lysende øjeblikke, hvor stoffet truer med at suge kunstnerne med sig ned i malstrømmen, end man sådan ellers lige falder over i det daglige".


Weekendavisen

d. 8. apr. 2009

af

af

Per Reinholdt Nielsen

d. 8. apr. 2009

"Det særligt eksplosive ved dette hidtil mest PJ Harveyske album er den primale energi, hun forløser, når hun sætter sårbarhed op over for brutal styrke eller sammen med Parish kombinerer de skrabede kompositioners stramhed med en dyrisk og ukontrolleret vildskab i et udtryk, som på én og samme tid virker fascinerende og ukomfortabelt".