Bogens forfattere er pædagogiske fagfolk - 2 seminarielærere og 2 pædagoger. I bogen undersøger de den udvikling, der er foregået i de sidste 20 år i daginstitutionerne, ikke på grundlag af psykologiske/pædagogiske strømninger, men på grund af ændringer i holdningerne i familiens og samfundets kultur - de grundlæggende værdier i holdningerne til børn, til børns ret til at have en mening og tage ansvar, til åbenhed og medbestemmelse. Bogen undersøger, hvilke ændringer disse kulturskift har bevirket i daginstitutionernes praktiske hverdag, hvorledes hverdagens værdier i institutionen føjer sig ind under kulturværdierne i familien og i samfundet. Bogen er blevet til som et projekt med økonomisk støtte fra BUPL's udviklingsfond. Bortset fra den almindelige interesse fra forældre og pædagoger, der altid vil være for denne type bøger, kan man meget vel forestille sig, at bogen vil figurere på de studerendes lister.