Målgruppen, begynderlæsere i 1. klasse, fra ca. 7 år, får med denne 8. bog om Felix og hans familie endnu en historie af høj kvalitet.
Denne gang skal familien på vinterferie i Norge, og til Felix' store fortrydelse er der ikke noget tv. For at aflede hans opmærksomhed går familien i gang med at spille kort, efter de har pakket ud og indrettet sig. Far vil fælde et træ næste dag, da de mangler brænde, men bliver nødt til at gøre det om natten, da ilden er ved at gå ud. Det viser sig, at far har fældet den ene af stolperne, der holder udhænget. Den usandsynlige historie har et fint dialogrigt sprog, som kan holde lix 05 uden at nedbringe lixtallet ved at sætte punktum og starte næste sætning med "og". Jesper Tom-Petersens udtryksfulde illustrationer er med til at understøtte handlingen, så indholdet fremstår som helstøbt.
Bogen holder samme høje kvalitet som de øvrige 7 bind i serien og ligger i den bedste ende af mængden af begynderlæsningsbøger - ikke mindst på grund af samspillet mellem tekst og illutstrationer.
Et særdeles velegnet materiale til læseindlæring og selvlæsning for begynderlæsere i 1. klasse.