Bøger / faglitteratur til børn / bibelhistorier

Abraham og Sara


Beskrivelse


Billedbog. Vi hører, hvordan Gud leder Abraham og Sara til Kana'ans land, og hvordan Gud lover Sara en søn, selvom hun er meget gammel, og hun føder Isak.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 2000

af

af

Susanne Thøfner

d. 16. okt. 2000

Disse tre billedbøger genfortæller hver især en historie fra Bibelen. I Abraham og Sara hører vi, hvordan Gud leder Abraham og Sara til Kana'ans land, og hvordan Gud lover Sara en søn, selvom hun er meget gammel. I Et barn blev født hører vi om Jesu fødsel lige fra bebudelsen til selve fødslen og de tre vise mænds komme, og Skabelsen fortæller om skabelsens syv dage. Denne nye serie, hvor der sandsynligvis kommer yderligere bind, fremtræder pænt og med et ensartet, lidt gammeldags præg. De store illustrationer, der fylder størstedelen af siderne og omslagene, er udført med farvekridt og primært holdt i blå og gyldne farver. Tegningerne fremtræder enkle, venlige og lidt kønsløse udført i en lidt kantet streg. Teksten er fornuftigt gengivet i et forholdsvis mundret sprog. Her er tale om sobre genfortællinger af Bibelens beretninger, og bøgerne kan både anvendes til oplæsning, fra 5-6 år, og til selvlæsning fra ca. 9 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 2000

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 16. okt. 2000

De tre bøger i denne ny serie præsenterer centrale fortællinger fra Bibelen. Skabelsen beretter om, hvordan Gud skabte verdenen. Abraham og Sara er historien om Abraham, der sendes ud for at finde sit nye land, medens Et barn blev født fortæller den velkendte historie om Jesu fødsel afsluttende med de tre vise mænds besøg i stalden. Det er tre indbydende bøger, hvor teksten, der er sat på hvid baggrund, kan selvlæses fra 3.-4. kl. De farvekridtagtige illustrationer er en væsentlig del af bøgerne. De er udtryksfulde og holdt i et ofte poetisk farvevalg på store, rolige billedflader i en enkel streg. Skolebibliotekerne har titler om Skabelsen og Jesu fødsel, medens fortællingen om Abraham og Sara tilsyneladende kun indgår i andre sammenhænge. Fortællingerne kan anvendes til oplæsning for de yngste elever i folkeskolen samt til selvstændig læsning fra 3.-4. klassetrin.