Debatbog, der rejser en række spørgsmål omkring, hvad vi mener, når vi taler om multikulturalisme. Bogen er et vægtigt bidrag til samfundsdebatten og vil have interesse for andre deltagere i debatten herunder journalister og politikere. Den vil desuden kunne bruges i undervisnings- og opgavesammenhæng på højere uddannelser.
Ud fra konkrete eksempler fra det multikulturelle Malaysia og den hjemlige debat om Muhammed-tegninger og ytringsfrihed undersøger forfatterne, om det højaktuelle begreb multikulturalisme er foreneligt med demokratiets grundlæggende principper. Bogen kortlægger mulitikulturalismens rødder i antropologi, filosofi og politik og viser, hvordan kontroversen om multikulturalisme har ændret de politiske fronter og spørger, om de traditionelle frontlinjer mellen højre- og venstrefløjen er reelle. Som appendiks rummer bogen en kronologisk dato-for-dato-fremstilling af religiøst pres mod ytringsfriheden siden 1969 med små og store begivenheder herunder selvfølgelig også Muhammed-konflikten. Mens Jens Martin Eriksen er kendt som skønlitterær forfatter er Frederik Stjernfeldt professor i semiotik ved Århus Universitet.
Bogen har sin egen vinkel på emnet, der diskuteres ivrigt i samfundet i disse år.
Aktuel debatbog, der diskuterer begrebet multikulturalisme ud fra malaysiske og danske eksempler med en opfordring til såvel højre- som venstrefløj om at gøre op med deres tendens til at spærre folk inde i deres kultur. Bogen er en sværvægter for viderekomne.