Afhandling om det første princip

Johannes Duns Scotus (o. 1300) var en af de store middelalderfilosoffer og allerede regnet for sådan i sin samtid. Han var franciskanermunk og uddannet i deres skoler og universiteter. Han underviste i Oxford og Paris. Bogens emne er indenfor området Gudsbeviser, som var en retning indenfor metafysisk, teologisk tænkning i middelalderen. Titlen refererer naturligvis til Gud, og argumentationen går på, at alle ting har en årsag og går man helt tilbage når man den årsag, der referer til sig selv. Herudover prøver Scotus at finde ud af, hvilke egenskaber en sådan alle årsagers moder må have. Således også treenigheden. Hele tankesættet er holdt inden for den katolske lære med udgangspunkt i Aristoteles' (natur)filosofi, som var blevet tilgængelig få årtier før (jvf. Rosens navn). Claus Asbjørn Andersen har oversat teksten samt skrevet en fyldig, instruktiv indledning, hvori indgår en kort biografi samt Scotus' betydning for samtiden og senere filosoffer (bl.a. Kant). Til slut fyldige noter med kommentarer og forklaringer fra Scotus' tekst. Indledningen er spændende og letlæselig også for interesserede ikke-fagfolk, men selve teksten er som at læse et matematisk bevis og vanskeligt tilgængelig for andre end fagfilosoffer og ditto teologer, selvom Scotus' grundlæggende spørgsmål er væsentlige nok. Indhold, noter.

Læs hele vurderingen