Isabel Allende har begået en bog om afrodisiaka, men tro nu ikke der er tale om bukkehorn, knust næsehornspulver eller andre mere eller mindre eksotiske midler. Det er langt mere raffineret, her handler det om sanser, nydelse og erotik. Det er i flg. Isabel Allende dufte, smags- og synsindtryk, der sammen med lyde og former pirrer erindringen om både den forbudte og den legale elskov. Hun skriver uhyre veloplagt om bl.a. kurtisaner, Kama Sutra og tantrisme som erotisk meditation og sætter også fortællingen i centrum som en anden Sheherezade. Ind i mellem er der også mere konkrete fakta om krydderier, kød, skaldyr, frugter, spiritus og grønsagers afrodisitiske virkning. Det hele handler om antydningens svære kunst, at se en del af en barm kan være mere stimulerende end at få smækket et par store bryster lige ind i ansigtet. Det er ikke en kogebog i traditionel forstand, selv om den sidste tredjedel af bogen er opskrifter, afrodisitiske naturligvis, men en bog der læses for lyst og af nysgerrighed. Efter flere romaner bl.a. Åndernes hus, Kærlighed og mørke samt den bevægende bog om datteren Paula er det her en ny boldgade for Isabel Allende, og det er tydeligt, at hun skriver af lyst og livsglæde.