"Debutalbummet blev i 2013 Islands bedst sælgende og gav ham internationalt gennembrud. Nu er Ásgeir 24 år og forsøger med 'Afterglow' at løfte succes og sangskrivning til nye højder, når han i et ekko af Bon Iver skifter den akustiske lyd ud med laptoppens manipulationer og synkoperede beats. Det er ambitiøst og atmosfærisk, men den stærke stemmes nordlys forsvinder i pompøse arrangementer, og modet på at udforske melankoliens elektroniske katedral er for lille".