Det er ærgerligt, at bogens omslag ligner sovjetisk plakatkunst fra 30'erne, for bibliotekarer ved godt, at en god forside tit er den udslagsgivende faktor i formidling, og selv om Torben Poulsens nye bog vil meget på en gang, er den medrivende, spændende og aktuel og lander lige ned i debatten om terror og utilpassede indvandrere. Vi følger den 16-årige Samirs kvaler, da han, som er en velfungerende fyr fra en god palæstinensisk familie, er det modvillige vidne til, at en flok andre palæstinensere stikker en dansk dørmand ned. Den moralske klemme, han kommer i, er godt og følsomt beskrevet. Han beslutter at vidne og sendes bagefter til Vestbredden som beskyttelse. Her oplever han på egen krop den barske konflikt med militær brutalitet, ydmygende behandling og direkte overgreb. I tidligere kapitler har vi også i flashbacks oplevet nedslagtningen i Shantilalejren, som er den direkte årsag til, at Samirs forældre flygtede til Danmark. Vel hjemme igen har Samir fået en større forståelse for, at nogen vælger terror som en handlemulighed. Han selv forsøger at genoptage sit eget liv med skole, sport og forelskelsen i en dansk-jødisk pige, men han er modnet. Til læsere fra 14 år med politisk interesse. 03/22 udkom voksenromanen Blafferen.