For alle med interesse for tvangsanbragte børn og deres vilkår.
En måneds gæsteophold på en døgninstitution for tvangsanbragte børn i begyndelsen af 1990'erne affødte en bog, som nu er genudgivet. Iris Garnov har selv en fortid som institutionsanbragt, og hendes personlige betragtninger er præget af en særlig indfølingsevne og forståelse for disse børns følelser og reaktioner. Hun ser på etikken bag det professionelt socialpædagogiske arbejde og plæderer for, at de professionelle, uanset de p.t. herskende socialpædagogiske retninger, først og fremmest skal respektere barnets inderste urørlighedszone. Som bogens eksempler viser, er det ikke altid tilfældet. Forfatterens overvejelser er tematiseret omkring forholdet mellem barn og pædagog, sprogets betydning, samfundets syn på det tvangsanbragte barn og forventninger til den moderne socialpædagog.
Bogen udkom første gang i 1994, og forfatterens menneskesyn giver stadig stof til eftertanke.
Det er ikke en lærebog i socialpædagogik, men en personlig og indsigtsfuld lille bog skrevet med hjertet. Den åbner nogle specielle perspektiver til at forstå tvangsanbragte børn, som vil være relevante for studerende og professionelle på området, men kan også interessere andre, der er i berøring med disse børn.