Bogens hyggelige nissefamilie er fremstillet over beviklede, polstrede piberenserskeletter, der forsynes med hoveder af selvhærdende ler. Nisserne klædes i enkle, syede dragter og anbringes i passende omgivelser i et af bogens 14 tableauer, små opstillinger med hvert sit emne som kagebageri, lysestøbning, julehygge og oplæsning. Tableauernes figurer og møbler limes fast på en træplade, så her er tale om pynt, ikke legetøj. Møblerne er savet ud af træplade eller lavet af pinde fra haven, der limes sammen, og de mange små detaljer som skåle, krus osv. laves i selvhærdende ler, der males. Tableauerne præsenteres hver især på flere store farvefotos og med et lille vers om nisserne samt med omhyggelige beskrivelser med skabeloner, forklaringer, mål og detailtegninger til de enkelte ting. Den indbydende forside præsenterer adskillige af bogens tableauer. De charmerende nisser er runde, gammeldags og venlige, og de mange naturmaterialer, de mørke røde farver og de ternede og stribede stoffer er populære og ret tidløse. Bogens modeller har mange små detaljer og henvender sig derfor primært til fingernemme, juleglade voksne, men børn fra ca. 10 år kan hjælpe til med at lave det meste.