Ole Hyltoft er en god forfatter. Det har han vist mange gange, og mange ministre har benyttet sig af det, når der skulle skrives taler og indlæg osv. Denne bog er en forsættelse af selvbiografien Barn af partitet, (2000), og handler om tiden fra ca. 1956 og frem. Hans far, trofast socialdemokrat, har taget livet af sig, fordi han så at sige knækkede nakken på netop at være god socialdemokrat. Det smerter meget, igen og igen vender han tilbage til det. Han bliver færdig med gymnasiet og litteraturstudiet på universitetet og glider ind i det socialdemokratiske partiapparat, og får job i statsforvaltningen. Han fortæller meget levende, nærmest i skønlitterær stil, om sin placering i dansk nutidshistorie. Han er hudløs ærlig, ikke kun om politikernes og kunstnernes seksuelle og spirituøse udsvævelser, men også om sine egne ditto - værst går det ud over Niels Otto Krag, som nærmest bliver gennemheglet. Vi hører om dem alle fra Julius Bomholt over Niels Matthiasen, Hans Sølvhøj, Anker Jørgensen, Robert Jacobsen til Anna Castberg fra Arken. Ud over at være et stykke samtidshistorie er det også en god gang snagejournalistik, (i positiv betydning), og her er noget for alle slags 99.4-læsere.