Samling med intense digte om mennesker, dyr og forskellige konstateringer og refleksioner. For læsere af dansk lyrik.
Lisbeth Van Deurs er billedkunstner og forfatter. Hun har tidligere udgivet samlingen Blæs ikke væk med personlige og sørgmodige digte om Danmark, kærligheden og naturen. Nu følger hun op med en digtsamling, hvor tanker om mennesker, dyr og forskellige refleksioner væves sammen: "Muræner i mit blod/ Slynger sig vej imod mit hjerte/ Undervejs sluger den ene min moral/ Den anden min samvittighed/ Den første hapser medlidenheden/ Mens den anden tager gavmildheden/ Forædte vrider de sig umiddelbart under hjertet,/ i en slimet pyt af skidt det har pisket op./ Her er ingen frelse for mig selv." Flere af digtene er trykt i håndskrift.
Fælles for Lisbet Van Deurs billedkunst og tekst er en søgen efter styrke i skrøbeligheden, og det fungerer godt i denne digtsamling, hvor mennesker, dyr og forskellige tanker og konstateringer går hånd i hånd. Det skaber nogle anderledes og stærkt sanselige billeder i læserens bevidsthed: "Lang nat med blå fugle/ Mest deres vingeslag/ Ind over min bevidstheds felt.".
Nat Bloch Gregersens er også kunstner. Hendes digtsamling Digt og indeks er formmæssigt anderledes, men indeholder også nogle skarpe øjebliksbilleder og betragtninger.