"Den patetiske omslagsillustration, hvor tre skeletter i jakkesæt rækker hænderne mod lyset, lægger sig fint i forlængelse af de politisk korrekte, men lyrisk tomgangssnurrende tekster om afmagt, længsel og orienteringsbesvær i en verden af lave. Jo, jo, det formelle er i orden, men kompositorisk traskes der i ét væk ned ad nedtrampede stier, og når man er kommet sig over den soniske flothed (lortet sejler i effekter, som man siger), der præger albummet fra start til slut, bliver den rungende tomhed, der tilsyneladende er The William Blakes' adelsmærke, nærmest hjerteskærende iørefaldende".