På Annas skole skal der afholdes talentkonkurrence, og Anna har fået en vild ide, hun vil optræde med. Det skal for alt i verden være bedre end det, blæremåsen Pernille vil optræde med. For 8-10-årige.
Anna Englelud ser ud til at være blid og sød, men hun er en strid børste og fuld af gå på mod. Denne bog indeholder tre historier om Anna. I den første forsøger hun at vinde skolens talentkonkurrence. I den anden farer hun vild i skoven sammen med sin skoleklasse, og Anna får læreren til at kravle op i et træ, hvorfra han ikke kan komme ned igen. I den sidste fortælling forsøger hun, at komme på skolens fodboldhold, selv om hun aldrig før har spillet fodbold. Teksten er sat med store typer. Illustrationerne er sort/hvide tegninger.
Illustrationerne er humoristiske og lægger i det hele taget vægt på det sjove i stedet for det smukke. Anna er egoistisk og hævngerrig, men man holder af hende og griner med hende. Humoren spiller også en stor rolle i teksten. Sjov bog til læsere, som er gået i gang med lidt længere og sværere bøger.
Der er tidligere udkommet en bog om Anna Englelud: Anna Englelud - limonade med mere!. Tonen i den nye bog er som i den første bog.