"Det er hollandskfødte Hoeijmans tredje cd, og den er et barn af en hård fødsel, siger hun selv. Men pladen har bestemt været værd at vente på. Treenigheden mellem vokalen, Pojken Flensborgs piano og Jacob Venndts mundharpe og kontrabas smyger sig fløjlsblød ind i øregangene og efterlader vemodig vellyd samt mulighed for frie associationer over almenmenneskelige og genkendelige temaer. Som vanligt i jazz er teksterne ikke lange, ordrige og eksplicit samfundskritiske. Her handler det om svigtet kærlighed, længsel efter den varige af slagsen, om håb og om ærlighed".