Bogen henvender sig til læsere med interesse for antropologi eller idéhistorie. Den kan også vække interesse hos læsere, der søger indsigt i den historiske baggrund for "os" og "dem"-klassifikationerne, der ofte er fremtrædende i den offentlige debat.
Ole Høiris er docent i etnografi og socialantropologi. Han har publiceret en lang række af akademiske artikler og bøger. Gennem fem afsnit beskrives antikkens, middelalderens, renæssancens og oplysningstidens, romantikken og modernitetens antropologi. Fra oplysningstiden og frem afsluttes hvert kapitel med et underafsnit om racetænkningen/racevidenskaben. Forfatteren beskriver de idéer, der har karakteriseret de forskellige perioder og hvordan de har tjent forskellige formål. De enkelte afsnit kan læses uafhængigt. Værket kan desuden bruges til opslag på de enkelte tænkeres definition af anderledesheden hos de andre og deres afgrænsning af vi'et.
Forfatteren har tidligere skrevet bøger om antropologiens historie som Antropologien i antikken og Antropologi i middelalderen og renæssancen. For de idéhistorisk interesserede kom der for få år siden Tankens magt : vestens idéhistorie i 3 bind.
Et unikt og indsigtsfuldt værk, der samler etnografiens og antropologiens idéhistorie. Et spændende værk, der trækker den store linje i historien om vores identitetsdannelse gennem forskellige tider.