Morten Klintøs tredje digtsamling, efter de glimrende Blåt mærke, 2000 og Stjernekøkken, 2001, er ikke for fastholdere og almindelige arkivarer der holder af systemer og pænt stablede vers. Bogens halvlange digte, i øvrigt med mange forskellige tekstopsætninger, fræser af sted i næsten et stræk, hvor alt kan ske. Her er tale om mentale skrøbelige tilstande og manier i en meget ekspressiv stil, der kan minde om de romantiske "punk"-digte fra 1980'erne og herunder især Strunge. Sammenlagt kan man indvende at forfatteren vil for meget, men samtidig er det også bogens styrke, at der er en næsten "elektrisk" dynamik i bogen med flere geniale sentenser og mange voldsomme udladninger. Det kan virke befriende sammenlignet med den kølige minimalisme der ellers har domineret lyrikken i det seneste årti. Gør man noget ud af sine digthylder er Arkiv for skrøbelighed en bog man bør have stående.