Sæt dig bag rattet på en af mere end 50 ikoniske rally-biler og mærk suset, når du flyver hen over gruset eller når du kaster din Audi Sport Quattro S1 gennem et sving med et Scandinavian flick. Fra 10 år.
Art of rally er en kærlighedserklæring til rallysporten. Spillet sender dig igennem sportens guldalder, fra 60'erne til 90'erne med ikoniske biler. Det specielle er at spillet har en stiliseret grafik, der giver det et simpelt, men effektivt grafisk udtryk. Der er godt nok ikke nogle rigtige bilnavne i spillet, men bilerne ligner de ikoniske rallybiler på en prik og man får lov til at køre dem igennem et virvar af landskaber og baner inspireret af virkelige rallyløb. Spillet byder på de sædvanlige spilmuligheder, men det føles alligevel anderledes, fordi man ser sin rallybil skråt oppefra og lidt på afstand. Det giver spillet et anderledes feel end andre racerspil - næsten som om man kører racerløb med en legetøjsbil, der kan drifte og glide rundt i de skarpe sving.
Art of rally er en anderledes rallyoplevelse. Spillet imponerer ved at være nytænkende og anderledes end de mange andre racerspil på markedet - men det er stadig et spil, der simulerer sporten rigtig fint. Det betyder at spillet er mere for de hardcore racerfans end grafikken og præsentationen måske kunne tyde på. På engelsk. PEGI 3.
Udviklerne har tidligere lavet indie racerspillet Absolute drift (Nintendo Switch).