Forfatteren er afghaner, født i 1962, har siden 1985 boet i Paris, og underviser på Sorbonne i audiovisuel kommunikation. Han har også lavet en række dokumentarfilm. Denne meget korte roman foregår i et afghansk ørkenlandskab. En bedstefar og hans barnebarn sidder i en vejkant og venter på kørelejlighed til en mine, hvor barnebarnets far/bedstefaderens søn arbejder. Deres landsby er blevet sønderbombet af russiske styrker, og resten af familien er dræbt. Farfaderen vil drage hen til sønnen for at fortælle ham det sørgelige budskab. Barnebarnet er blevet døv af bragene fra bomberne og kan ikke forstå noget, og bedstefaderen kan ikke forklare ham noget. Bedstefaderen tager alene til minen, men opgiver at møde sønnen. Sorgen er for tung at bære, men også for tung at videregive og dele. Der er ikke megen handling. Til gengæld bruger forfatteren visuelle virkemidler eminent, den indre film med uhygge, gru, meningsløshed osv. der er skabt ved læsningen er meget skarp. Krig er forfærdelig, det kan ikke siges tit nok. Dette er en uhyggeligt smuk bog om dette emne. Men det er også en bog med fremmedartet sprogbrug og referenceramme, og den kan være svær at formidle.