Hilary Radnor, fra det engelske University of Exeter, skriver om den fortolkende forskning som forskningsprincip. Et centralt princip i den fortolkende metode er, at forskeren når til en forståelse af forskningsdeltagernes verden, og hvad den verden betyder for dem. Hun afstikker principper for forskerens roller og ansvar, og diskuterer bl.a. de metodeproblemer det rejser, når forskeren således interagerer med deltagerne. Hun fortæller udførligt om processen med at indsamle data om observationer og interviews på en måde, der er i overensstemmelse med den fortolkende metode. Radnor bruger i vid udstrækning cases, og bogens sidste tredjedel har form af en samtaleudskrift med en forskningsstuderende, som er i gang med at udføre et fortolkende forskningsprojekt med Hilary Radnor som supervisor. Her hjælpes den studerende til at få styr på sine ideer om forskningen, og til at kunne omsætte dem i en metodik. Det er en temmelig vanskelig tilgængelig bog. Den er tænkt anvendt som grundbog i De pædagogiske diplomuddannelser, men vil sikkert også have interesse for ph.d.-studerende inden for de pædagogisk/humanistiske forskningsområder.